Historien om „der Borgward-Leichttriebwagen”

”Borgward-Leichttriebwagen” fra ”der Sylter Inselbahn”

Efter slutningen af 2. verdenskrig var anlæg og køretøjerne fra ”Sylter Inselbahn” i en nedslidt tilstand og hørte indtil 1952 stadig til ”Bundesvermögensverwaltung” eller ”Federal Property Management” som det hed på engelsk, som var efterfølgeren efter den britiske besættelsesmagt på øen.

Persontransporten blev delvist afviklet med dræsiner der tidligere havde været i drift på sporanlæg fra den tyske Wehrmacht og med damplokomotiv trukne togstammer. Dræsinerne bød ikke på ret megen plads og de yngste lokomotiver havde mere end 50 driftsår i lokbogen.
Den nye driftsleder på Ø-banen og ejer af ”Sylter Verkehrs-Gesellschaft, Ruy Prahl, var oprindelig ejer af et busselskab, han havde den idé, på basis af et gade-køretøj, som han allerede var i besiddelse af, en ”Borgward-Aufliegerbusses”, det er en sættevogn hvor der på ladet er monteret en bus kabine, at konstruere et lignende køretøj til skinnedrift i sit eget værksted.

For første gang den 5. oktober 1952, prøvekørte man sådan en ”Leichttriebwagen”, på øen Sild. Trækmaskinen bestod af en Borgward B4000 i sættevognstrækker version. Til formålet blev der fremstillet jernbaneaksler (ikke hjulsæt!) fra firmaet Köhler (Elmshorn). Sættevognens opbygning var komplet ny med anvendelse af dengang almindelig anvendte komponenter fra omnibus produktion: Kun den bagerste bogie kom som genbrugsdel stammede fra en udrangeret personvogn fra ”Sylter Inselbahn”.

Med korte mellemrum fremstillede banens værksted 5 køretøjer med skinnehjul, som alle var forskellige af opbygning. LT5 havde afvigende dog skydedøre der var monteret ude på vognen. Ellers fandtes der varianter hvordan ventilationen til personkabinen var bygget på. Ligeledes havde mindst én af trækmaskinerne et førerhus med taglem (militær udgave). Det har vist sig at LT.2 og LT.3 tidligere også havde haft en taglem.

Parallelt med produktionen af letbanevognen, opstod samtidig to optisk lignende nykonstruerede personvogne B6 og B7. Ligeledes med brugte bogier samt en personvogn der kun af opbygning lignede de andre. På de stigningsfyldte strækninger til List eller Hörnum kunne LT’erne medtage to vogne. Et tog bestående af en LT’er og en af de nykonstruerede vogne kunne dermed tilbyde 129 siddepladser.

L.T. 5i driftsværksted Vesterland, Sild (Foto H. Kindermann fra 12.6.1966)

De nye køretøjer, der fremstod i, tidens moderne stil og udseende, muliggjorde at opretholde driften på Ø-banen, uden nævneværdige investeringer på det lette sporanlæg. Da de med deres akseltryk på under 5t belastede sporene væsentligt mindre som de konventionelle, næsten dobbelt så tunge Kleinbahn lokomotiver. Der 31. december 1970 var det dog også slut med LT’erne. LT.3 kørte den sidste tur på Ø-banen sammen med en Talbot – motorvogn.

Bevaringsværdig

1971 var Selfkantbahnen, som netop var nystartet, på udkig efter egnede smalsporede køretøjer til meterspor, som skulle bruges til museumsdriften på Geielnkirchener Kreisbahn. Disse fandt man på øen Sild. Her købte man ti motorvogne og vogne, der skulle fremstå som et repræsentativt gennemsnit af en Kleinbahns vognpark fra 1950’erne. Det, at der hørte en LT.4, et dengang kun 17 år gammelt skinnekøretøj med, kan kun betegnes som fremsynethed.

Sammen med de andre køretøjer fik Borgward-LT’en et midlertidigt tilholdssted i Mühlheim/Ruhr. Fra 1972 til 1978, bliv den placeret under åben himmel i Achen ved godset Melaten. Den oprindelige ide, at arbejdet skulle foregå tæt på bopælen for nogle af de aktive fra museumsbanen, kom hurtigt til den erkendelse, at den regulære museumsbane drift, nu alligevel tog noget mere tid end antaget. Efter en anmodning fra de tyske sporvognsmuseer (DSM) i Hannover (placering Sehnde-Wehmingen) kom Borgward-LT’en pr. jernbane, først til Hannover derefter til Wehmingen.

L.T. 4. i Hannoverske Straßenbahnmuseum i Sehnde-Wehmingen (Foto 13.2.1981, H.Kindermann)

Her skulle den så tilbringe de næste 35år, det meste af tiden var den desværre udsat for vind og vejr. Efter konkursen af DSM og grundlæggelsen af ”Hannoverschen Straßenbahnmuseums” (HSM) forblev den i Hanover. Et restaureringsprojekt i starten af 1990’erne mislykkedes pga. den allerede dengang, dårlige helhedstilstand. Det manglende perspektiv overhovedet at kunne indsætte sådan et køretøj på museets normal-sporsanlægget. I de sidste år forsvandt LT’en i en lagerhal ud af syne for offentligheden, efter at den i mange år havde været repræsenteret i udstillingen. Dens plads overtog rimeligt nok ny restaurerede sporvognskøretøjer.

125 års offentlig nærtrafik på øen Sild. (ÖPNV)

I året 2013 kom der så alligevel gang i foretagendet. ”Sylter Verkehrsgesellschaft fejrede en stor fest, i anledning af dens 125 års beståen. (Den havde sin oprindelse i Sylter Dampfspurbahn fra 1888). Ved denne lejlighed kom også kleinbahnmuseet Selfkantbahn igen i forbindelse med ejeren af SVG hr. Svend Paulsen. Selfkantbahnen deltog i SVG’s jubilæumsfest på Westerland med buffetvognen 118. kort forinden havde SVG købt LT’eren af HSM.

Vogn IHS 118 på Westerland (Foto 7.7.2013, M.Kilb)

Økonomiske midler fra hr. Paulsen kan gøre en driftsklar restaurering mulig.

Hvordan det fortsætter? - Det kan læses i Restaureringsdagbogen!